Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med romanen Hildegard skrevet et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder, Hildegard af Bingen (1098-1179)

Allerede som treårig oplevede Hildegard sine første visioner. Hun forstod hurtigt, at hun så noget, andre mennesker ikke kunne se, og holdt sine oplevelser skjult. For hvordan ville andre mennesker reagere, hvis hun fortalte dem, at hun både hørte Guds stemme og i glimt kunne se lige ind i fremtiden? Hvad skulle hendes egen mor stille op med sit tiende barn, der var sart og anderledes og næsten altid sygt? Og hvem kunne skelne Guds og Djævelens tale fra hinanden? Hildegard var kun otte år, da hun blev sendt hjemmefra. Først til den fromme, unge adelskvinde Jutta, der skulle forberede hende på klosterlivet. To år senere flyttede de sammen ind i en isoleret celle ved klosteret Disibodenberg. Hildegard blev tvunget til at leve i tavshed. Hun havde kun ringe kontakt med klosterbrødrene, men én fortrolig havde hun. Et usædvanligt venskab voksede frem mellem Hildegard og hendes lærer, den næsten jævnaldrende munk Volmar. Det engang så sære barn blev nonne, lægekyndig, forfatter og visionær. Hun komponerede musik, der stadig spilles den dag i dag. Hun forlod aldrig klosterlivet, men fik med tiden kontakt med de mest magtfulde mænd, deriblandt paven i Rom. Historien om Hildegard rækker ud over hendes skrift og samtid. Det er et nuanceret portræt af en kvinde, der bliver ved med at fascinere på tværs af århundreder og som i sit virke tog store eksistentielle temaer under behandling: tro, tvivl, kald og afkald.