I Peter Løhrs historiske roman Hulemennesket følger vi Johan Thomas Lundbye ind og ud af hulen under malerens skelsættende år i Italien i et forsøg på at finde ud af, hvad der skete den skæbnesvangre aprilmorgen i 1848, da han døde på slagmarken af en vildsom kugle.

April 1848 "Om en vildsom kugle... da vil den kun bringe et hjerte til ro, der lider af smerteligere sår."

Sådan afslutter maleren Johan Thomas Lundbye sin dagbog, inden han drager til fronten. Elleve dage senere dør han af netop en vildsom kugle, inden han overhovedet er nået i kamp. Men er det virkelig sandt, at et gevær tilfældigt vælter og sender et vådeskud op gennem hovedet på den unge kunstner, præcis som han har profeteret? Bliver han myrdet af sine nærmeste? Eller er fortællingen om vådeskuddet en dækhistorie over et selvmord, der ville udløse en skandale for den spæde og pressede nationalstat?

Spekulationerne om Lundbyes død under Treårskrigen udspringer af den eksistentialistiske splittelse, der dominerer hans efterladte dagbøger og breve. Her beskriver Lundbye sit liv som en evig pendulfart ”ind og ud af hulen”. Om behovet for at trække sig væk fra verden, og behovet for at gå ud i verden igen til trods for en knugende angst for at miste sig selv. Om at føle sig på højde med Michelangelo og mindre værd end en myg. Om de uendelige forsøg på at finde den ophøjede ro i spændet mellem det personlige og fælles.

En konflikt, der kulminerer under Lundbyes ophold i Rom, 1845-46, hvor han drives ind og ud af hulen gennem forelskelser og svigt, ekstase og tristesse, guddommelige åbenbaringer og basale erkendelser, evigt frem og tilbage mellem følelsen af at være forbundet til verden eller ganske alene.