Resultados narrador por "Bjarne Mouridsen" en Todas las categorias

De såkaldte fem forbandede år, som man i folkemunde kalder den tyske besættelse af Danmark fra d. 9. april 1940 til den 5. maj 1945, var en uhyre belastende periode for det danske politi. Den 19. september 1944 står som den mørkeste dato i politiets historie – den dag – da besættelsesmagten fjernede politiet over hele landet og sendte store dele af styrken til de tyske koncentrationslejre.

Politiets mere tidsberøvende arbejde er for en stor del behandling af sager vedrørende påsatte brande, der i sagens natur vanskeliggøres ved at sporene i mange tilfælde er forsvundet på brandstedet. I denne beretning skildres en påsat brand i en lejlighed i Ishøj, hvor der tilsyneladende var tale om en hævnakt mod beboerne i lejligheden.

I forbindelse med nogle husbesættelser i København har der været en kraftig debat om politiets magtanvendelse, og her tænkes specielt på brugen af tåregas. En del af dagspressen og flere politikere fandt, at politiet ved brug af tåregas havde foretaget en optrapning.

Det hører nok til sjældenhederne, at politi og domstole skal efterforske og afgøre, hvorvidt en person har gjort sig skyldig i drab eller medlidenhedsdrab, men det var kendsgerningerne i en sag fra Århus i december måned 1979.

Når der begåes alvorlige forbrydelser, for eksempel: Drab, farlige røverier med anvendelse af våben, mordbrand og lignende, kommer politiet straks til stede, og der påbegyndes omfattende efterforskning med undersøgelser på gerningssted, personafhøringer i kvarteret og hos familie, og der tilkaldes tekniske afdelinger til assistance.

I de senere år er der forøvet mange røverier mod banker landet over – mere eller mindre efter de "traditionelle mønstre" – men i denne beretning skildres det første bankrøveri med gidseltagning i Danmark, som skete i Århus den 22. august 1977.

Det lyder næsten utroligt, men ikke desto mindre afsonede denne artikels hovedperson to gange i sit liv en straf på 16 års fængsel, eller tugthus, som det dengang hed. Den første af de to domme fik han som 22-årig i 1903, men allerede før var han en god kending af politiet, idet han forinden havde afsonet tre år i forbedringshus for en række tyverier.

I de første måneder af 1980 blev flere vesttyske trawlere opbragt ved Grønland i anledning af ulovligt fiskeri efter torsk til millionbeløb. Sagerne vakte stor opsigt og fik megen omtale. I Grønland var harmen over dette torsketyveri stor. Her skildres, hvorledes disse store og betydelige sager blev optrevlet af de grønlandske myndigheder.

Denne beretning er ikke bemærkelsesværdig på grund af sagens art – et ældre menneske blev brutalt myrdet – heller ikke fordi efterforskningsholdet stødte på særlige vanskeligheder under opklaringsarbejdet – gerningsmanden var udfundet og havde tilstået sin forbrydelse mindre end 1 uge efter, at den var begået – men fordi gerningsmanden senere skulle vise sig at være en af de hidtil yngste personer, som havde slået et andet menneske ihjel, ved en handling, som var planlagt.

Landet over er der gennem tiderne blevet drevet ulovlig jagt, krybskytteri ved nattetide. En del af disse ulovligheder anmeldes til politiet, men i mange tilfælde foretager de jagtberettigede sig ikke noget, måske ud fra den overbevisning, at det ikke er muligt at finde frem til gerningsmanden.

Fredag den 6. juni 1980 kl. 17.45 forlod invalidepensionist Jette Pedersen, 46 år, Frederiksborg Amts Sygehus, psykiatrisk afdeling, Hillerød, for at gå hen med et brev i postkassen. Lørdag den 7. juni 1980 ca. kl. 17.00 blev hun fundet død ca. 100 km borte i Valmose Grøft, Ganges Bro, Næstved. Hvad var der sket? Var det drab, selvmord eller et ulykkestilfælde?

Tidligt om morgenen søndag den 2. september 1979 fandtes i en baggård på Vesterbro i København et lemlæstet lig af en ung mand. Hvem var han og hvor kom han fra? Forelå der er en forbrydelse, måske en seksualforbrydelse, måske en likvidering eller kunne det være et ulykkestilfælde?

I enhver storby findes der måske dobbelt så mange alkoholikere som narkomaner, der ligesom disse dagligt nødvendigvis skal skaffe penge til det nødvendige antal genstande.

Den 11 februar 1980 under en domsmandssag i Østre Landsrets 11. afdeling blev der afsagt endelig dom i sagen mod en sparekassebestyrer, der ved underslæb over sparekassens kundekonti havde tilegnet sig 646.000 kr., hvoraf han uden sikkerhed og med et tilsvarende tab for sparekassen havde udlånt en del til personer, for hvem forholdet ikke medførte tiltale, og kr. 265.898 til et ægtepar, der blev dømt for bedrageri ved modtagelsen af beløbet.

Da det første kup var gået godt og drømmen om en sorgløs tilværelse ved at gå i opfyldelse, tog man munden for fuld, og så gik det galt.

Fokus rettes i højere og højere grad mod virksomheder, der forurener vores omgivelser. I 1971 blev der i Nyborg på Fyn startet en virksomhed – A/S Kommunekemi – til destruktion af særligt farlige miljøgifte, og der er i Danmark fastsat regler om afleveringspligt for sådanne stoffer, som derefter forbrændes på virksomheden.

Under hensyn til, at udbyttet af udåden kun blev sølle 420 kroner til deling mellem de to gerningsmænd, kunne man vel på forhånd anse disse for endog særdeles afstumpede, men hertil må det dog retfærdighedsvis – hvis dette ord da kan benyttes i denne forbindelse, siges, at ugerningsmændene ikke uden grund havde regnet med et udbytte af helt anderledes omfang.

D. 27 maj 1981 omkring kl 08.40 sagde den 10-årige Thomas farvel til sin moder og lillesøster for, som sædvanlig, at gå i skole. Da han gik på Forchhammersvej på Frederiksberg ud for nr. 15, kom en bil langsomt kørende. Den standsede, og en dør blev åbnet. Thomas blev forskrækket og, begyndt at løbe, men blev indhentet af en mand, der kom fra vognen. Han greb drengen og halvt bar halvt slæbte ham hen til vognen, hvor han blev lagt på bagsædet. Bilen kørte derpå derfra med stærk fart fra stedet.

Vi har mødt dem så tit – svindlerne, psykopaterne, lystløgnerne, der i kraft af velklædthed og pæne talemåder er i stand til at trække det gode borgerskab rundt ved næsen. Hvem husker ikke bondefangeren, der solgte Københavns Rådhus til Hr. Studenstrup?

Fuldstændig upåvirket og nærmest en smule apatisk, stod den 27-årige iraner Mahmud med hænderne i håndjern og forstod tilsyneladende ikke, hvorfor han pludselig var blevet anholdt. Han fremstod som den store uskyldighed, og på næsten uforståeligt dansk forsøgte han at fortælle ’’at hvad der end måtte være sket, var han på ingen måde involveret’’. Han virkede på sin egen måde meget overbevisende, og det var under alle omstændigheder svært at forestille sig, at denne lille spinkle og nærmest selvudslettende fyr, kunne have begået noget så alvorligt som et drab.